Kastration kat

Hvis din kat er blevet kastreret, så er det vigtigt, at følgende forholdsregler overholdes for at sikre en god sårheling. Den dag, hvor katten har været i narkose, er det bedst, at katten får lov til at være i fred (fx for andre katte). Så lad den eventuelt ligge i sin kasse i fred og ro, og sørg for, at den ikke fryser. Katten kan være træt efter narkosen og falde i søvn igen. Det er vigtigt at sørge for, at den ikke kan falde ned, da den stadig kan være påvirket af narkosen.  Giv kun små portioner mad, da der ellers kan være risiko for, at den kaster op.

Operationssåret

Af hensyn til sårets heling bør katten holdes indendørs i de næste døgn, mens såret heler. Se dagligt til operationssåret: Der er ingen synlige sting, men såret skal være rent og pænt. Hvis såret bliver gult/betændt, skal du kontakte os. Katten må ikke slikke overdrevent i såret. Hvis den gør det, kan det være nødvendigt med en krave. Heldigvis er det yderst sjældent at hankatte slikker såret  op, så derfor giver vi normalt ikke en krave med hjem.

Stingfjernelse

Der er ingen sting at fjerne.

Smertestillende medicin

Katten har på klinikken fået smertestillende medicin, der virker i halvandet døgn. Der er ikke behov for at give yderligere smertestillende medicin.

Øretatovering

Tatoveringsfarven tørrer efterhånden ind og falder af. Hvis der kommer tatoveringsfarve på møbler eller gulv, så lad det tørre, hvorefter det kan støvsuges væk. Hvis man bruger en våd klud, så risikerer man, at farven bliver tværet ud.

Efter ca 1 uge, kan man som ejer selv gå ind på hjemmesiden for Det Danske Katteregister for at sikre, at oplysninger er korrekte.

Fodring

Det er vigtigt, at alle katte får foder, der forebygger urinvejssten. Giv gerne din kat et foder, der forebygger urinvejssten og som er velegnet til neutraliserede katte. Kastrerede katte har et lavere stofskifte end intakte hankatte, derfor skal man være opmærksom på, at katten ikke tager på efterfølgende. En vægtøgning kan ske meget hurtigt.