Hvis din hund er blevet opereret i bughulen, så er det vigtigt, at følgende forholdsregler overholdes for at sikre en god sårheling.
Operationssåret
Af hensyn til sårets heling bør hunden ikke slikke i det. Derfor skal hunden have en bodystocking eller en krave på, når den ikke er under opsyn (fx om natten). Det er også vigtigt, at hunden holdes i ro (luftes i snor) og ikke springer op, så bugmusklen får fred til at hele.
Såret vil ofte klø mere, når der er gået 4-6 dage, så selv om hunden i de første par dage ikke virker interesseret i såret, kan den efter nogle dage begynde at slikke i det.
Se dagligt til operationssåret: Såret skal være rent og pænt. Der er kun et enkelt synligt sting eller to. Hvis såret bliver gult/betændt, så skal du kontakte os.
Stingfjernelse
Om 10-12 dage skal vi se hunden igen, så vi kan tjekke såret og eventuelt fjerne sting.
Smertestillende medicin
Den smertestilende medicin skal gives som aftalt.
Hvis hunden kaster op eller får diarré (med blod), skal man stoppe med at give den smertestilende medicin og ringe til os, da dette kan være et tegn på, at hunden ikke tåler medicinen. Dette er dog yderst sjældent.
Der kan også være givet ekstra smertestillende tabletter med hjem, som kan gives det første døgn. Vær opmærksom på, at denne medicin kan gøre hunden træt, så det er vigtigt, at det gives som aftalt.
Fodring
Neutraliserede hunde har et lavere stofskifte end intakte hunde, derfor skal man være opmærksom på, at hunden ikke efterfølgende tager på.
Hvis du er i tvivl om noget angående din hund, så ring og spørg os på Dyreklinikken Klingeberg.