Mave-tarmbetændelse

Hvad kan man selv gøre, hvis hunden kaster op og/eller har diarré?

I mange tilfælde kan man som ejer selv behandle sin hund eller kat for pludseligt opstået diarré, forudsat at dyret ellers har det godt. Kontakt os på Dyreklinikken Klingeberg, hvis hunden eller katten kaster meget op, bliver dårlig, har blodig diarré, taber sig, er dehydreret, er en hvalp/killing, er gammel eller lider af andre sygdomme (fx sukkersyge, dårligt hjerte, dårlige nyrer eller dårlig lever).

Labradorblanding Dexter kaster op på en sugende ble i konsultationen på Dyreklinikkken Klingeberg.

Dexter har spist noget, som han ikke kunne tåle, så han kaster op på en blåble på Dyreklinikken Klingeberg.

Faste
I de første 24 timer er det en god idé at faste hunden (katte skal ikke fastes!), så det irriterede mave-tarmsystem får fred. Det er vigtigt, at dyret stadig tilbydes vand – men helst i små portioner flere gange dagligt. Siet havresuppe (havregryn kogt i vand) kan være en udmærket væskeerstatning.

Håndkøbsmedicin (kan købes hos Dyreklinikken Klingeberg men indeholder ikke antibiotika):

  • ZooLac propaste: Indeholder mælkesyrebakterier, der stabiliserer fordøjelsen og bakteriefloraen i mave-tarmkanalen. Gives hver 6.-8. time indtil afføringen igen er normaliseret. Smager godt og kan også bruges til katte (mange hunde og katte æder det uden at blive tvunget).

    Zoolac er mælkesyrebakterier, der gives 3-4 gange dagligt. findes i forskellige størrelser.

    Zoolac er mælkesyrebakterier, der gives 3-4 gange dagligt. Findes i forskellige størrelser.

  • Canicur tabletter: Består af mineraler og plantefibre, som binder uønskede bakterer og andre skadelige stoffer, som derefter forsvinder med afføringen. Gives 4 gange i de første 24 timer, hvor hunden fastes. Smager godt og kan også bruges til katte.
  • Canicur pro pasta : Indeholder mælkesyrebakterier og medicinsk ler, der fjerner toxiner og vira fra tarmen. Gives 2 gange dagligt indtil afføringen igen er normal.
  • Pro-kolin pasta: Indeholder også mælkesyrebakterier, men indeholder også kaolin og pektin, der virker stoppende. Gives 2-3 gange dagligt indtil afføringen igen er normal. Kan også bruges til kat.


Skånefoder
For at skåne mave-tarmkanalen skal der fodres med skånekost i mange små daglige portioner. Skånefoder består af letfordøjeligt foder, der enten kan være færdiglavet eller hjemmelavet. Det må ofte anbefales at bruge færdiglavet skånekost, hvis dyret ikke er vant til “menneske” mad.

  • Færdiglavet skånefoder er nøje sammensat, så det dækker alle hunden/kattens ernæringsmæssige behov samtidigt med, at det er letfordøjeligt, ikke-irriterende og fedtfattigt, så det er skånsomt for mave-tarmkanalen. Ofte vil man begynde med skånekost på dåse, da det smager godt, indeholder væske og “fylder” selv om det gives i mange små daglige portioner. Efterhånden vil man kunne blande tiltagende mængder af færdiglavet skånekost i form af tørfoder sammen med dåsemaden. Færdiglavet skånekost købes hos dyrlægen.

    Skånefoder findes både som dåsemad og som tørfoder.

    Skånefoder findes både som dåsemad og som tørfoder.

  • Hjemmelavet skånekost laves fx. af 1/3 del kogt fisk, dåsetorskerogn, fiskeboller, hytteost eller kogt kylling/kalkun og 2/3 dele kogt ris (kogt i rigeligt vand og dobbelt så lang tid som normalt) og gives i mange små daglige portioner.

Når afføringen normaliseres, blandes tiltagende mængder af hunden/kattens sædvanlige foder sammen med skånekosten, og antallet af portioner reduceres.