Det sidste farvel

Det er altid svært at skulle afgøre, hvornår et kært kæledyr ikke længere har glæde af at være i live. Vi håber, det nedenstående kan hjælpe med at afklare de følgende spørgsmål:

  • Hvornår er det tid til at beslutte, at ens kæledyr bør aflives?
  • Hvordan foregår aflivningen?
  • Hvor skal aflivningen foregå?
  • Hvem skal være med til aflivningen?
  • Hvad skal der ske med dyret bagefter?

Beslutningen

To gamle gråskæggede hunde kigger op over en sofa.

På billedet ses til venstre Foxy, der stadig er her, men Spicy lever nu kun i mindet.

Alle, der har haft et højtelsket kæledyr, som f.eks. hunden Luffe, kender det: Årene går, og det kan ses og mærkes på Luffe. Han kan ikke rigtig følge med på turene, halter på det ene ben, orker ikke at lege med den før så populære bold, kan ikke selv hoppe ind i bilen, bliver liggende i sin kurv – eller viser på andre måder, at han er ved at blive gammel og træt. (Det kunne også være katten Simba, der ikke længere kan hoppe op på sin yndlingsplads oven på skabet eller er blevet urenlig).

Familien skærer ned på aktiviteterne og sørger for ekstra god forplejning, så Luffe kan få en god alderdom.

Men en dag kommer overvejelserne: Har Luffe/Simba efterhånden glæde af livet – eller er han her kun for vores skyld? Det er en uendelig svær afgørelse at træffe. Alle er glade for dyret og vil ikke undvære det.

Det er en god idé at snakke med sin dyrlæge om, hvordan vedkommende ser Luffe/Simbas livsværdi. Som dyreejer bliver man nødt til at se på dyrets tarv og ikke fokusere på sine egne behov. Let sagt, men ofte meget svært at praktisere.

Kun de færreste kæledyr vil sove “stille ind”, hvis vi undlader at gribe ind. Døden er ofte en langvarig og pinefuld proces, som vi ikke behøver at lade Luffe/Simba gennemleve. Som Luffe/Simbas ejere er vi nødt til at tage ansvar for at give dem et godt og indholdsrigt liv – OG en anstændig, smertefri død.

Det indebærer blandt andet, at vi træffer den svære beslutning om aflivning, når det er tid. Husk derfor at tage den snak med din dyrlæge, som kender dit dyr. Og vær ikke bange for at tage emnet op i god tid før det bliver aktuelt, det kan være godt at tale om, hvordan I træffer afgørelsen og hvor jeres grænser går. Det kan være med til at afklare noget af usikkerheden om forløbet.

Poteaftryk i sand er forsidefoto til bogen "Farvel til en ven" af Anders Hallgren

Bogen “Farvel til en ven” af Anders Hallgren kan muligvis være en hjælp, når man mister et kæledyr.

Når beslutningen om aflivning er truffet, så er det naturligt at tænke over følgende:

  • Hvordan foregår aflivningen?
  • Hvor skal aflivningen foregå?
  • Hvem skal være med?
  • Hvad der skal ske med dyret bagefter?

Hvordan foregår selve aflivningen?

Katte, kaniner og marsvin får først en indsprøjtning med bedøvelse (fuldstændig den samme medicin, som hvis dyret skulle opereres), så det falder i søvn. Selv om dyret er i dyb bedøvelse, skal man være forberedt på, at dets øjne vil være åbne. Når dyret efter 5-10 minutter er bedøvet, bliver indsprøjtning med aflivningsvæske givet. Døden indtræder, når hjertet holder op med at slå, men der kan stadig være reflekser tilbage. Fx er det helt normalt, at der ses nogle enkelte dybe vejrtrækninger efter at dyrlægen har lyttet på hjertet og har konstateret, at det er stoppet.

Venekateter, sprøjter med medicin og et stetoskop

Hvis en hund skal aflives, lægges først et venekateter, hvor der gives beroligende medicin, bedøvelse og til sidst aflivningsvæske direkte i blodet. Hele processen foregår normalt stille og roligt.

Når en hund skal aflives giver vi ofte beroligende medicin og bedøvelse direkte i blodet via et venekateter, så medicinen virker med det samme. Hvis hunden er urolig, giver vi istedet den beroligende sprøjte i musklen og venter derpå nogle minutter, inden vi lægger venekateteret, og giver bedøvelsen igennem dette. Derefter falder hunden i søvn inden for få sekunder, og aflivningsvæsken gives.

Hele processen.foreløber normalt stille og roligt.

Hvor skal aflivningen foregå?

Som regel foregår aflivningen på dyreklinikken. Her er personale til stede, som er vant til at håndtere situationen, og som evt. hjælper til ved bedøvelsen før aflivningen. Hvis særlige forhold gør sig gældende, er det muligt  at foretage aflivningen i hjemmet. Under alle omstændigheder bestræber vi os på at gøre det til en fredelig og rolig oplevelse.

Hvem skal med til aflivningen?

Dyret skal naturligvis være sammen med i det mindste den person i familien, som det er mest trygt ved – ihvertfald indtil det er faldet i søvn efter den indledende bedøvelse. Derefter registrerer dyret ikke længere sine omgivelser, og ejeren/ejerne har mulighed for at undgå at overvære selve aflivningen, hvis det forekommer dem helt uudholdeligt. Men langt de fleste bliver til den sidste sprøjte er givet og dyret er dødt. det giver en form for fred i sindet, at man bliver hos dyret – og nogle gange er ens forestilling desuden værre end virkeligheden. Af samme grund kan det være godt for familiens børn at være med til ihvertfald en del af forløbet, hvis de ønsker det – forudsat at de voksne har overskud til at håndtere børnenes sorg.

Kremering eller begravelse?

Kister i pap i forskellige størrelser

Der findes kister i pap i forskellige størrelser – alt afhængig af om det er et marsvin, kat eller hund, der skal begraves i den. Da kisterne er i pap, er det muligt for børn at tegne på dem og således sende en sidste hilsen med i graven.

Efter aflivningen er det muligt at få dyret med hjem (evt i en papkiste) for at begrave det. Hvis dyret efterlades på klinikken, sørger vi for kremering af det på et dyrekrematorium.

Ønsker man en kremering med udlevering af urne kan man vælge mellem urner, der er beregnet til at grave ned eller urner, der er beregnet til at stå, som et synligt minde. Det er i dag også muligt at få lavet et askesmykke af lidt af dit kæledyrs aske, hvis man har lyst til at have et lidt anderledes minde.