Narkose

På Dyreklinikken Klingeberg i Slagelse er vi vant til dagligt at lægge dyr i narkose og veterinærsygeplejersken har en efteruddannelse i anæstesi og smertebehandling. Der vil dog altid være en risiko, når man skal bedøves, selv om vi anvender overvågning og skånsom narkose.

I det følgende gennemgås nogle af de forhold, som kan være godt at tænke på, når ens kæledyr skal bedøves fx i forbindelse med en operation eller tandrensning.

Godt at vide FØR dit dyr skal bedøves

  • Som udgangspunkt skal hunde og katte ikke være fodret, før de skal i narkose. Når du bestiller tid, vil vi oplyse dig om, hvornår dyret skal være fastet.
  • Dyrene skal dog ALTID have vand til rådighed.
  • Kaniner og marsvin skal ikke fastes før narkose.
  • Hunde bør luftes godt samme morgen, før de skal bedøves.
  • Katte bør holdes inde natten før (husk kattebakken) – så ved du hvor katten er, når I skal ad sted.
  • Mindre/korthårede hunde kan med fordel medbringe en tætsiddende trøje (ikke dækken), så de nemmere kan holde varmen. Selv om alle dyr ligger på varmepude og tæpper, så kan kuldskære dyr have glæde af den ekstra varme.
  • Husk altid at fortælle os, hvis dit dyr inden for den sidste tid op til narkosen har været anderledes, fx virket træt, drukket/tisset mere, haft diarré, hostet etc. Vi ser kun dyret under besøget her – du ser det hver dag!

Blodprøve

Coton de tulear bliver holdt af veterinærsygeplejesken imens dyrlægen tager en blodprøve fra Molly´s forben.
Molly får taget en blodprøve. Ofte tager man fx en blodprøve før end dyret kommer i narkose.

Selv om langt fra alle sygdomme lader sig afsløre i en blodprøve, kan en sådan være nyttig umiddelbart inden bedøvelsen.
Der vil altid være en lille risiko forbundet med narkose – blodprøver kan ikke eliminere denne risiko eller være en garanti for, at der ikke er underliggende sygdom. Men de kan være med til at afsløre skjulte lidelser og kan derfor sætte os i stand til at tage højde for disse under narkosen.

Undersøgelse før narkose

Før en narkose vil vi altid foretage en forudgående klinisk undersøgelse:  Vi lytter på hjerte og lunger, undersøger slimhinder/mikrocirkulation mm. Dyret vil også blive vejet for at gøre narkosen så sikker som mulig.

Hvis det er et dyr, vi kender fra tidligere besøg her på klinikken, gennemlæser vi dets journal for at sikre os, at der ikke er særlige forhold, der kan have indflydelse på narkosens forløb. På den måde forsøger vi at finde den bedste og sikreste narkose til dit dyr.

Lille chihuahua sidder på ejers skød i venteværelset.
Lille Stampe på 3 måneder sidder på ejers skød i venteværelset indtil fornarkosen har gjort sin effekt. Så han kan få opereret sit “hindbærøje”.

Der er dog ikke mulighed for på denne måde at vurdere vigtige organer som lever og nyrer. Hertil kræves blodprøver.

Selve bedøvelsen

Når en hund skal i fuld narkose, vil den først få en indsprøjtning med smertestillende fornarkose.

Forskellige plastikrør i forskellige størrelser, der bruges ved narkose af forskellige størrelser dyr.
På Dyreklinikken Klingeberg i Slagelse bedøves mange forskellige størrelser af dyr. Derfor er der brug for mange forskellige størrelser af tubus, som bruges, når narkosegassen skal ned i lungerne gennem luftrøret.

Når fornarkosen virker, vil hunden få lagt et venekateter på forbenet, så bedøvelsesmidlet kan komme direkte ind i blodet. Når den sover, bliver der lagt et plastikrør (tubus) ned i luftrøret, hvori narkosegassen sørger for, at dyret er bedøvet. Under bedøvelsen overvåges dyrets tilstand løbende, så anæstesisygeplejeske og dyrlæge kan følge og justere narkose og brug af smertestillende medicin.


Godt at vide EFTER narkosen

Hjemme igen

Det er bedst at tilbyde dyret små portioner mad, når I kommer hjem, så det ikke foræder sig og kaster op. Selv dyr, der har fået fjernet tænder, vil ofte gerne æde tørfoder. Det er helt normalt, at dyret er træt efter en operation. Det kan være en fordel at undgå at lukke katten ud, men lade den være indenfor, men uden selskab af andre katte.

Operationssår og fjernelse af sting

Hvis dyret er blevet opereret, så skal man holde øje med opeartionssåret dagligt. Kontakt os hvis du er bekymret, eller der er tegn på betændelse:

  • Rødme
  • Hævelse
  • Pus

10-12 dage efter operationen får man en tid, hvor vi gratis fjerner eventuelle sting.

Øretatovering

Hvis katten er blevet øretatoveret, så tørrer tatoveringsfarven ind og falder af. Hvis der kommer noget farve på møbler/tæpper, så er det bedst at lade farven tørre ind, hvorefter det kan støvsuges op, når den er tør.

Medicin

Hvis dyret har fået smertestillende medicin og/eller antibiotika med hjem, så er det vigtigt at følge anvisningerne på pakken.