Neutralisation hunkat

De fleste ansvarsfulde katteejere får deres katte neutraliseret, så de ikke kan formere sig. Hunkatte går i løbetid, når dagene bliver længere uanset om de selv er født i maj eller august. I dag er man holdt op med at give p-piller til katte, da dette alt for ofte medfører brystkræft. Derfor er det fornuftigste, at få sin hunkat neutraliseret, hvor man også ofte vælger, at få den øretatoveret og chipmærket samtidigt.

Hvis din kat er blevet steriliseret, så er det vigtigt, at følgende forholdsregler overholdes for at sikre en god sårheling. Den første aften efter operationen er det bedst, at katten får lov til at være i fred (fx for andre katte). Så lad hende eventuelt ligge i sin kasse i fred og ro, og sørg for at hun ikke fryser. Katten kan være træt efter narkosen og falde i søvn igen. Det er vigtigt at sørge for, at hun ikke kan falde ned, da hun stadig kan være påvirket af narkosen.  Giv kun små portioner mad, da der ellers kan være risiko for, at den kaster op.

Operationssåret

Af hensyn til sårets heling bør katten holdes indendørs til vi ser den igen til stingfjernelse. Se dagligt til operationssåret: Der er kun et enkelt synligt sting, og såret skal være rent og pænt. Hvis såret bliver gult/betændt, åbner sig eller der kommer en blød bule på stedet, så skal du kontakte os. Det er helt normalt, at der kommer en lidt hård hævelse omkring såret, da kroppen danner arvæv omkring såret i forbindelse med, at stingene går i opløsning.

Operationssår på kat efter en sterilisation.
På billedet ses operationssåret på Tulle lige efter at hun er blevet neutraliseret.

Katten må ikke slikke overdrevent i såret. Hvis den gør, kan det være nødvendigt med en krave. Heldigvis er det meget sjældent, at katten slikker såret op, så derfor giver vi normalt ikke en krave med hjem. Hvis den gør det, så kontakt os. Såret vil ofte klø mere, når der er gået 4-6 dage, så selv om katten i de første par dage ikke virker interesseret i såret, så kan den blive det efter nogle dage.

Fjernelse af sting

Efter 10-12 dage skal vi gerne se katten igen, så vi kan tjekke såret og eventuelt fjerne sting.

Smertestillende medicin

Den smertestillende medicin skal gives som aftalt. Hvis katten kaster op eller får diarre (med blod), skal man stoppe med at give smertestillende medicin og ringe til os, da dette kan være et tegn på, at katten ikke tåler medicinen. Dette er dog yderst sjældent.

Øretatovering

Tatoveringsfarven tørrer efterhånden ind og falder af. Hvis der kommer tatoveringsfarve på møbler eller gulv, så lad det tørre, hvorefter det kan støvsuges væk. Hvis man bruger en våd klud, så risikerer man, at farven bliver tværet ud. Gå om ca 8 dage ind på hjemmesiden for Det Danske Katteregister for at sikre at oplysninger er korrekte.

Fodring

Det er vigtigt, at alle katte får foder, der forebygger urinvejssten. Giv gerne din kat et foder, der forebygger urinvejssten og som er velegnet til neutraliserede katte, så katten ikke tager på.